Kongens fede fest: Gæst eller gøgler

Kom til en sjov aktivitet for hele familien i forårsweekenderne, når vi inviterer jer til at deltage i forberedelserne til en storslået fest, Kronborgs konge skal holde.

I “Kongens fede fest: Gæst eller gøgler?” hjælper du og din familie til med forberedelserne til Kongens fede fest, så slottet og tjenestefolkene er helt klar til den store dag. Kongen har både inviteret udenlandske fyrster og fine adelsfolk og festen skal vare i flere dage, så det er om at blive klar!

Ved at hjælpe med festforberedelserne kan du teste, om du gør dig bedst som gæst, gøgler eller køkkenmedhjælper til den storslåede fest!

Find ud af om du:
- Egner dig bedst til at danse, bukke og neje som en adelig.
- Er god som gøgler, der underholder de fornemme gæster.
- Er en mester i at hjælpe til med de mange forberedelser i køkkenet.

Se også, når slottets beboere hver dag øver sig i kongens kanonskål med vores legekanon i kasematterne! Det sker kl. 11:30, 13:30 og 15:00.

Datoer: Weekender i april og maj samt de to første weekender i juni.
Tidspunkter: klokken 10 – 17.
Hvad kan vi opleve: Her kan I møde udklædte skuespillere, der huserer på slottet og som inviterer jer til at prøve de forskellige aktiviteter i forberedelserne til “Kongens fede fest”.

Børn under 18 år har som altid gratis entré!